Velkommen til Bostedet Vendelbo – Lørslev
Botilbuddet i Lørslev er en mindre afdeling med plads til 6 beboere. Bostedet er beliggende centralt i den lille hyggelige landsby Lørslev i Nordjylland, som ligger 7 km fra Hjørring. Huset er en tidligere stor familievilla bestående af to huse, som forbindes via en hyggelig sydvendt udestue, som vi har indlogeret med billardbord, dartskive og sofa.
Der er tre beboerværelser i hvert hus med tilhørende badeværelse. Værelserne er af forskellig størrelse og form. Man har altså i hver afdeling to tætte naboer.
Vi vægter at have meget hjemlige rammer og har en dejlig rummelig stue med akvarie, stort sofaarrangement og lænestole. Der skal være plads til alle, og vi nyder når vores beboere har lyst til at opholde sig i de hyggelige fællesarealer. Vi har også masser af sjove spil stående fremme, som også flittigt benyttes.


Et botilbud med mange faciliteter
Vores store køkken indbyder til god engageret madlavning. Hver beboer har med støtte en maddag om ugen.
Cirka 100 meter fra huset befinder byens lokale café sig. Den varetages af byens borgere og har åben tre gange om ugen for småindkøb og fællesskab. Dette bakkes flittigt op af bostedet, og caféen besøges i fællesskab stort set alle dens åbne dage.
Bostedets have har terrasse med fiskedam og lune hyggekroge. Vi har en større køkkenhave, som vi hvert år bruger mange timer på. Her inddrages beboerne med ønsker og forslag.
Tilhørende huset er en stor garage med værksted og mindre træningsfaciliteter. Her har alle beboerne hvert sit depotrum med mulighed for opbevaring af private ting.
Bostedets personale
Vi er bestående af en højt kvalificeret tværfaglig personalegruppe med bred erfaring indenfor specialområdet.
Der er en lav personale- gennemstrømning og dermed stor forudsigelighed for borgerne.
Vi har alle forskellige uddannelsesbaggrunde, som sikrer et godt fundament for fagligheden.
En del af vores personale har efteruddannelser indenfor behandlingsarbejde via dobbeltdiagnose uddannelsen.
Flere har efteruddannelse indenfor NLP, Coaching og Terapi, samt Enneagrammet.
