Kerneydelser på Bostedet Vendelbo i Vrå

Et bosted med socialt samvær gennem gensidig respekt

Gode og trygge rammer er udgangspunktet for et udviklende miljø, og det ved vi på Bostedet Vendelbo. Vi lægger vægt på, at omgivelserne er ordentlige samt overskuelige og at beboerne tager del i at skabe og vedligeholde disse.
Beboerværelserne, der er lyse og istandsatte, har alle bad og toilet. De indrettes efter den enkelte beboers smag.

Fællesarealerne er lune og rummelige og benyttes mange timer dagligt til hygge og socialt samvær. Her er alle flinke til at hjælpe med at holde orden i respekt for de næste, som benytter arealerne.
Med gode rammer er kimen lagt til at skabe et rum for behandling og udvikling. Nedenfor viser nogle af de kerneydelser, som vi vægter højt i hverdagen på Bostedet Vendelbo:

  • Omsorg
  • Kontaktpersoner, behandlingsplaner og udviklingsplaner
  • Trivselssamtaler
  • Psykiatrisk tilbud
  • Støtte til kontakt med netværk
  • Beskæftigelse, fritid og aktivitet
  • Hverdagen
  • Traditioner

Omsorg på bostedet

Omsorg er for os et kernebegreb, der omfatter flere ting. Vi møder beboeren i øjenhøjde og er aktiv lyttende. Med respekt for beboerens ønsker finder vi en fælles vej i det svære.
Omsorg er også gældende, når beboeren får hjælp og støtte til personlig hygiejne, tøjvask, oprydning og rengøring på værelset. Det indebærer også faste spisetider, sengetider samt et nærværende og ansvarligt personale. På vores bosted vægter vi hyggelige og varme fysiske rammer meget højt.

På Bostedet Vendelbo handler det ligeledes om at arbejde aktivt og bevidst inden for vores socialpædagogiske metode.

Botilbuddets kontaktpersoner, behandlingsplaner og udviklingsplaner

Ved indflytningen tildeles beboeren kontaktpersoner, som i fællesskab vil være medansvarlige for beboerens udvikling og trivsel. Straks efter indflytningen på Bostedet Vendelbo udarbejdes en individuel pædagogisk behandlingsplan således, at beboeren kan få den støtte og behandling, der er behov for i forhold til de eksisterende problemstillinger.

Efter minimum tre måneder revideres behandlingsplanen, så den er i overensstemmelse med de observationer, personalet på bostedet har gjort. Der udarbejdes samtidig en udviklingsplan i samarbejde med beboeren i den udstrækning, som det kan lade sig gøre.

Behandlings- og udviklingsplaner revideres løbende efter behov – dog minimum én gang årligt. Mål og delmål for beboeren implementeres og revideres på møder mellem beboer, kontaktpersoner og ledelsen.

Trivselssamtaler på bostedet

Der afholdes kontinuerlige samtaler mellem beboer, kontaktperson og leder / stedfortræder. Her tales der om, hvordan beboeren trives, hvad der fungerer godt, hvad der ikke fungerer, og hvad der kan ændres til det bedre. Under samtalerne fokuseres der især på personlig udvikling, hvor der planlægges delmål og mål.

Botilbuddets psykiatriske tilbud

Medicin i kombination med terapi er ofte en nødvendighed for en succesfuld behandling. Vores egen psykiater, Henning Damgaard Laugesen, er fast tilknyttet vores bosted, som han besøger hver 4. uge. Her har hver beboer mulighed for en individuel samtale om medicin og velvære. Ledelsen har altid mulighed for at tage telefonisk kontakt til Henning Damgaard Laugesen, hvis det bliver nødvendigt.

Misbrugsforebyggelse

Hvis en borger har en fortid med misbrug, har han/hun mulighed for at deltage i bostedets misbrugsgruppe. Gruppen består kun af borgere fra vores egen afdeling i Vrå, og bliver vejledt af en ekstern misbrugsvjleder fra vores søsterbosted i Thorshøj. Samtaleemnerne i gruppen bestemmes af gruppedeltagerne, og alle emner er tilladt at tage op. Alle samtaler i gruppen forbliver anonyme. Dvs. at alt det, som deles i gruppen ikke deles med andre udenfor gruppen.

Støtte til kontakt med netværk

Bostedet Vendelbo støtter beboeren i kontakt til familie, venner og øvrigt netværk såfremt, det findes hensigtsmæssigt. Beboeren kan få støtte til at aflægge besøg hos familie/venner, ligesom familie/venner efter aftale kan besøge beboeren på Bostedet Vendelbo. Beboerens familie og venner finder det ofte meget hyggeligt at besøge det nordjyske bosted i det naturskønne miljø.

Beboerens beskæftigelse, fritid og aktiviteter

For den enkelte beboer udarbejdes en beskæftigelsesplan med udgangspunkt i beboerens ønsker, behov og ressourcer. Beskæftigelsen er udmøntet i fællesopgaver og/eller individuelle opgaver. Beskæftigelsen tjener flere formål; for det første får beboeren brugt sin krop, således tankerne bliver afledt fra et ofte forpint tankespind. Derudover er der en direkte læring – både kompetencemæssigt og socialt i at foretage praktiske opgaver sammen med medbeboerne og personalet. Desuden giver det en naturlig tilfredsstillelse at have udført en opgave – med en højere selvværdsfølelse til følge.

Arbejdsopgaver på bostedet i Vrå

Arbejdsopgaver på Bostedet Vendelbo kan være vedligehold af bygninger, køkkenhjælp, have og udenoms- arealer. Beskæftigelsen kan ligeledes være et praktikforløb, job eller et kursus-/ uddannelsesforløb uden for bostedets rammer.

Fritid på Bostedet Vendelbo

På Bostedet Vendelbo er der mulighed for mange fritidsbeskæftigelser. I vores store aktivitetsrum er der bordtennis, billard, dart, fitnessredskaber, kreativt værksted, massagerum, mindfulness, samtalerum og musiklokale. I en anden afdeling af længen er der mulighed for at arbejde med træ, metal, knallertreparation o.l. håndværk. Udendørsarealerne er indrettet i små hyggelige oaser, som især benyttes i sommerhalvåret.

Botilbuddets aktiviteter i og omkring Vrå

På udendørsarealerne kan man spille boldspil eller tænde op på bålpladsen til en hyggelig grillaften.
Endvidere er der mulighed for motion/styrketræning og andre aktiviteter i Idrætscenter Vensyssel, som ligger få hundrede meter fra vores botilbud. På bostedet har vi et stort og hyggeligt indrettet aktivitetsrum, hvor der tilbydes aktiviteter såsom kunstmaling, musikproduktion, bordtennis, billard, massage, biograf, fysisk træning, mindfulness og værksted.

Tæt på bostedet ligger butikker, bibliotek, posthus, togstation, kirke m.m. Nærområdet byder desuden på cirkus, markeder, seværdigheder samt de gratis glæder med gåture i skov og ved strand.
10km fra bostedet ligger Hjørring, hvor der et rigt handelsliv med mange butikker og storcenter. Der er også mulighed for bowling, biograf- og caféture samt andre kulturelle arrangementer.

Hverdagen på vores bosted

Hverdagen på Bostedet Vendelbo er bygget op omkring en fast daglig struktur. En kendt og struktureret hverdag skaber en ramme med tryghed og giver plads til personlig udvikling.
Vi lægger vægt på, at omgivelserne er ordentlige samt overskuelige, og at beboerne tager del i at skabe og vedligeholde det omgivende miljø. Udover at holde sit eget værelse og vaske eget tøj, har den enkelte beboer også et medansvar for fællesarealerne både inden- og udendørs.
Vi sigter efter, at beboeren er aktiv i alle hverdage. Aktiviteter justeres i forhold til beboerens ressourcer, men udgangspunktet er at skabe en hverdag, som tilnærmelsesvis minder om en almindelig arbejdsuge. Hver fredag hjælper bostedets beboere og ansatte med fælles rengøring på hele bostedets areal.

Traditioner på opholdsstedet i Nordjylland

På Bostedet Vendelbo i Vrå vægter vi traditioner højt. Vi fejrer jul, nytår, Halloween, påske, samt øvrige helligdage på traditionel vis. Vi pynter op, laver mad, laver sjov og hygger om hinanden. Vi gør meget ud af at fejre højtiderne på Bostedet Vendelbo fordi, det både giver en stor fællesskabsfølelse og vækker genkendelsen til hyggelige minder.